50 års jubilæum

50 års jubilæum

Det var fredag d. 1. april 2016 og det var den første dag i jubilæumsweekenden. Da der skulle være plads til et stort kor skulle alle podier op og det var noget, der ikke var sket i nogen tid. Fem gæve gutter fra det nuværende kor stod klar kl. 15.00 til at løse denne opgave. En mindre skattejagt efter alle stumperne blev overstået og alle podiedelene blev samlet.

 

En time senere var opstillingen klar til koret, og en kop kaffe kunne derefter nydes.

 

På dette tidspunkt var det meste af Jubilæumsudvalget mødt ind for at lave plancher, klæde mannequin dukker på i de gamle koruniformer og generelt få gjort klar. Ligeledes var der en flok forældre, som var begyndt at lave sandwichs til samme aften.

 

Sidst på eftermiddagen begyndte gamle som nuværende herrestemmer at komme til. Der var generelt en god stemning - alle kunne tale med alle uagtet om man havde sunget i koret på samme tid. Allerede her var der en fællesskabsfølelse, grundet i andet end personlige relationer.

 

Efter en bid brød skulle der synges, og som om alle stadig var en fast del af koret, fandt alle deres faste pladser i opstillingen af stemmerne. Poul Skjølstrup Larsen stod for opvarmningen, med de gammelkendte øvelser, samt nogle nye inspireret af sit barnebarn.

 

Herfra gik det over til indøvelse af gammelt som nyt materiale. Også her var der tegn på, at koret går lidt i blodet på en, for uanset om det var vante sangere eller folk, der dårligt havde sunget i 20 år, gik der ikke lang tid før vi alle sang som et samlet kor igen.

 

Efter korprøven, med indlagt kaffepause, var der en opløftet stemning, og flere blev tilbage i Christianshus for at hyggesnakke. Andre drog mod byen for af få sig en øl i gamle venners lag, mens andre igen tog hjem til koner, kærester eller anden familie, hvor man nu havde aftalt overnatning.

 

Alt i alt en meget god første dag, og en god start på en jubilæumsweekend, der var værd at huske.

 

Lørdag d. 2. april 2016 skulle alle herrestemmer møde kl.10.00. Sopranerne mødte et kvarter senere. Fra kl. 10.00 til kl. 10.20 skulle herrestemmerne varme op og rette det sidste til, mens sopranerne og alterne øvede på ”Sound the Trumpet”. Da vi var færdige, skulle Marcus synge Pie Jesu, som var sopransoloen til jubilæumskoncerten. Herrestemmerne sad og lyttede på Marcus´ flotte solo og da han var færdig, lød der et kæmpe bifald.

 

Der blev også øvet på ”Min sjæl Lov Herren” og Nunc Dimitis, og da korlederne var tilfredse var det tid til pause. Middagsmaden bestod af franske hotdogs, som Soldaterhjemmet i Fredericia leverede.

 

Da folk så småt var ved at være færdig med at spise, begyndte korsangerne at gå ind i kirken igen. Da vi havde øvet i to timer, var der kaffepause og afslapning, inden koncerten kl. 16.00.

 

Organist Lasse Toft Eriksen og trompetist Henrik Rønnow startede koncerten med et flot præludium. Derefter sang Marcus så Pie Jesu, og efter det skulle sopranerne og alterne på og de skulle synge Sound the Trumpet.

 

Derefter kom resten af korsangerne ind og resten af koncerten forløb fremragende. Da koncerten var færdig, blev der tildelt blomster til musikerne og solisterne. Efter det var der fotografering af nuværende kor samt alle korsangere.

 

Kl. 18:30 skulle koret så til jubilæumsfest i Messecenter C. Vi fik en velkomst af toastmaster Morten Mikkelsen. Alle hyggede sig med god mad og der blev også sunget en del. Da klokken så var 22:00 tog de yngste hjem, mens de lidt ældre korsangere fortsatte festen.

 

Den sluttede med fødselsdagssang for Hans-Jørgen Mathiasen, der fyldte 60 år d. 3. april, samt natmad, bestående af kold kartoffelsalt med frikadeller. Festen sluttede kl. 00:30, da korsangerne skulle være klar til festgudstjenesten og receptionen dagen efter.

 

Efter heftig øvelse, en veludført koncert og en jubilæumsfest uden lige, står vi nu til festgudstjeneste i Christianskirken søndag d. 3. april 2016. Vi møder ind til en ekstra gennemgang af festgudstjenestens repertoire og opvarmning af stemmerne ved Lasse Toft Eriksen, da Hedvig efterhånden har brugt sin stemme op. Korrummet er fyldt til randen af de mange drenge- og mande stemmer, nye som gamle medlemmer.

 

Ikke kun korrummet er uvant med en sådan mængde sangere, men også på pulpituret ved orgelet stod vi tæt. Salmerne til gudstjenesten var ikke tilfældigt udvalg, men efter korrets og korsangernes egen smag og kærlighed til nogle helt bestemte salmer, heriblandt: Morgensang af Elverskud, Spænd over os dit himmelsejl, Sommersalmen - Det dufter lysegrønt af græs, Hil dig frelser og forsoner og andre herlige kendinger.

 

Efter festgudstjenesten blev der afholdt reception, med menighedsrådet som vært, i Christianshus. Der var mødt rigtig mange op, som ville fejre koret. Der blev serveret madtallerkner med diverse friske lækkerier samt kaffe og sodavand. Receptionen var primær en fejring af korets 50 års jubilæum men også en afsked med Hedvig Dobias, der i 8 år har været korleder og kantor i Christianskirken.

 

Der blev holdt nogle afskedstaler til Hedvig om hendes mange gode egenskaber og karismatiske person. Således kunne formand for musikudvalget Kirsten Nielsen, formand for menighedsrådet Torben Venndt, Præsterne Eva Jerg, Elin Skoven og Børge Munk Povlsen og på vegne af øvrige ansatte i Christianskirken, Esther Jensen, tage afsked med Hedvig. Koret blev også talt til og derved lykønsket af samtlige ovenstående personer med de 50 år.

 

Receptionen fortsatte med kransekage og en fødselsdagskage med lys i Det hele sluttede kl. 14.00. Vi takker alle for en fantastisk jubilæumsweekend. Tak for de flotte gaver, som koret også fik. Du kan se billeder fra jubilæums-weekenden i galleriet.

Copyright © 2017 Christianskirkens Drenge- & Mandskor

Christianskirkens Drenge- & Mandskor

Fredericia

Stiftet den 10. april 1966