Fulton 1997

Christianskirkens Drenge- & Mandskor

Fredericia

Stiftet den 10. april 1966

Korturné med skonnerten Fulton 1997

- Af Jakob Toft Thomsen

 

Det var tilbage i 1997. Men det bliver stadig husket som én af de bedste oplevelser, jeg nogensinde har haft i Christianskirkens Drenge- og Mandskor. Det var min første kortur, jeg var med på, og jeg var kun en lille knøs, der lige var fyldt 12 år. Alligevel har turen været en milepæl i min, indtil videre, 11 års lange karriere i koret. Her lærte jeg for alvor om sammenhold og fællesskab.

 

Tiden, op til rejsen, gik med meget blandede følelser. Jeg var nervøs for sejlturen, og jeg kendte heller ikke så mange af de ældre medlemmer. Men det var også spændende. En uge med oplevelser på et berømt skoleskib, der var over 80 år gammelt. Fedt.

 

Endelig oprandt dagen. En varm mandag i sommerferien 1997. Vi skulle mødes ved middagstid på havnen i Middelfart. Da min mor og jeg ankom til havnen blev vi budt velkommen af Poul og de andre. Og skibet…? Ja, det lå majestætisk ved kajen og vuggede stille og roligt, mens besætningen hjalp til med at slæbe bagage ned under dækket. Vi var ca. 40-45 mennesker, der skulle med, og da Fulton ikke var stort nok, havde vi følgeskab af et nyere skib, ved navn Britta Leth. Vi blev indlogeret og modtog en madras, et tæppe og en hængekøje. Herefter havde vi første mønstring på skibet, hvor vi fik at vide, hvordan det hele skulle foregå. Til sidst tøffede vi ud af havnen, mens vi vinkede farvel til de pårørende.

 

Da vi kom ud på åbent hav, blev motorerne slukket, og vi skulle alle hjælpe besætningen med at sætte sejl. Efterhånden begyndte skibet naturligvis at gynge. Det varede ikke længe, før vi næsten alle sammen måtte hænge ud over rælingen. Selv de ældste og ellers hårdføre herrestemmer måtte krybe kvalmende hen over dækket med opkast på tøjet. Skibsdrengene, der kom fra socialt belastede familier, gjorde heller ikke tingene bedre. De delte sommetider røvfuld ud til os, der ikke var så gamle. Da alting var blevet træls og frygtelig, kom en af mødrene på turen, Lillian med verdens bedste hjemmebagte boller. Jeg taler ikke kun på egne vegne, når jeg siger: ”Ah, lækkert.”

 

Første stop på turen var Faaborg på Sydfyn. Vi gik alle i land, for at se på denne flotte by. Nogle af de yngre herrestemmer var straks på vej til købmanden efter øl. Andre skulle lige hilse på gæsterne ombord på Britta Leth. Efter en lang sejltur valgte de fleste at blive på skibet. For det meste opholdt vi os i det store opholdslokale under dækket. Her blev der på hele turen spillet, synge og grinet. Og Lillian havde bagt boller. Om aftenen var der ikke plads til os i havnen, så vi sejlede lidt ud og smed anker for natten.

 

Tirsdag morgen blev ankeret hevet op igen, og turen fortsatte til Ærøskøbing. Her havde vi mere tid til at holde fri og se på byen. Jeg havde sat mig i hovedet, at jeg skulle have en souvenir med hjem, helst et lille modelskib, hvis det var muligt. der kom flere skibsdrenge til i Ærøskøbing. Noget vi ikke var helt så glade for. Der kom heldigvis også en stor og stærk sømand, der jævnligt måtte sætte drengene på plads med en ordentlig røvfuld. Aftenen blev spenderet i Ærøskøbing Kirke. Her blev turens første og eneste autoriserede koncert afholdt. Og bagefter havde Lillian bagt boller.

 

Dagen efter fortsatte vi østpå. Folk fandt hurtigt ud af, at skibet ikke gyngede så meget, når man sad ved siden af roret, og snart begyndte der at blive kamp om pladserne. Vi nåede ikke længere end til Marstal, før vi måtte komme på græs igen. Skoleskibet blev bygget i Marstal i 1915. Vi nåede at se det gamle værft, hvor Fulton blev udarbejdet. Denne historiske sightseeing blev spoleret, da vi skulle sejle videre. Målet var Langeland. Ankomsten til Rudkøbing skete hen ad eftermiddagen. Det var her, jeg fandt min souvenir. Det var desværre ikke det modelskib jeg havde håbet på, men jeg var glad for den, indtil den var spist. Generelt var det dejligt at komme fra borde, men landgangene begyndte at blive lidt for ensformige. Og én ting var bedre ved at være ombord: Lillian havde bagt boller.

 

Om torsdagen skulle jeg tidligt op. Kl. 4.00 var det min tur til at have den berygtede køkkenvagt. Jeg fik en kniv og en spand kartofler, og så var dagen i gang. Heldigvis kom Lillian også for at lave boller. Efter den sædvanlige morgenmønstring blev sejlene sat igen, og kursen blev lagt. Denne gang var målet Omø. Denne etape var lidt speciel. Da vi havde rundet spidsen af Langeland, måtte vi pakke vores søsyge lidt væk, for ude i horisonten oplevede vi en kæmpemæssig skypumpe. Den var naturligvis ikke lige så kraftig som dem, de praler med i Florida, men besætningen måtte også gøre store øjne. Det regnede og blæste men ikke værre, end vi nåede Omø. Her kiggede solen frem, og de fleste valgte at gå hele øen rundt. Og Lillian havde bagt boller.

 

Dagen efter stod der fredag i kalenderen, og korturen var ved at være slut. Sejlene blev vendt mod Nyborg, hvor vi skulle hentes med bus. Efter en god uge var søsygen ved at fortage sig, og de fleste var begyndt at kunne lide den rolige vuggen i bølgerne. Og Lillian havde bagt boller. Kl. 15.00 ville bussen holde klar, men vi kom tidligere og kunne kigge lidt på Nyborg. Fulton og Britta Leth skulle videre til Kattegat, hvor de skulle op med dykkerudstyr. Busturen var fyldt med nyindkøbte erfaringer, der skulle deles ud, og da vi sent på eftermiddagen nåede Christianskirken vil jeg indrømme, at det var med vemod, jeg skulle sige farvel. Så vi lovede at ses igen om søndagen. Og hvad angår Lillians boller…? Dem savner jeg stadigvæk.

Copyright © 2017 Christianskirkens Drenge- & Mandskor