Korrådet

Korrådet

I Christianskirkens Drenge- & Mandskor har vi et korråd, som består af 7 valgte kormedlemmer + korlederen. Korrådet fungerer som et "serviceorgan" i koret, og varetager en masse praktiske opgaver i det daglige. Dermed aflastes korlederen for en masse opgaver, og han/hun kan primært koncentrere sig om det musikalske. Det er dog korlederen, som har det afgørende ord i korrådet, og han/hun kan til enhver tid nedlægge veto omkring diverse beslutninger. De praktiske opgaver varetages af de 7 øvrige medlemmer i korrådet.


 

De 7 medlemmer bliver valgt ind i korrådet for 2 år ad gangen ved demokratisk afstemning. Valget foregår altid i august måned i ulige år. Alle kormedlemmer, som er aktive i koret, er berettiget til at stille op. Og alle kormedlemmer kan stemme ved valget. Der kan stemmes på max. 4 kandidater. For at sikre os, at der er en ligelig fordeling mellem de unge og de lidt ældre i korrådet, er det blevet besluttet, at der skal sidde 2 med i rådet, som er under 18 år. Efter et valg er det de 7 kandidater, som har fået flest stemmer, der er valgt ind i korrådet for den kommende periode. Korlederen er neutral og må ikke stemme til et valg.


 

Ved det konstituerende korrådsmøde, som altid afholdes umiddelbart efter et valg, vælges der en formand, næstformand, kasserer, sekretær, podieentreprenør, garderobemester og en som varetager salg af sodavand til korprøverne. Det er formanden, som er korets repræsentant udadtil og han er også ordstyrer under korrådsmøder. Han er praktisk talt korlederens "forlængede arm", men han deltager dog på lige fod med de øvrige korrådsmedlemmer ved møder. Ved afstemninger til et korrådsmøde er det et demokratisk flertal, som er afgørende for beslutningen.


 

Alle kormedlemmer har mulighed for at stille forskellige forslag (som vedrører den daglige drift i koret), og de bliver så taget op til førstkommende korrådsmøde, hvor en evt. afstemning om forslaget vil finde sted.


 

De valgte korrådsmedlemmer varetager bl.a. opgaver såsom kørsel til koncerter, opstilling af podier til koncerter, klargøring af kortøj, økonomiske opgaver der vedrører koret, sodavandssalg til kormedlemmer, at arrangere korrejser til udlandet og andre arrangementer såsom sommerafslutning, korweekend og julefrokost.


 

Specielt det at arrangere en korrejse til udlandet giver korrådet en masse opgaver. Destinationen skal bestemmes, der skal bestilles hotel og transport, der skal søges tilskud hos fonde m.m., der skal findes koncertsteder osv. Derfor oprettes der typisk et "rejseteam" og et "pengeteam", som varetager en masse opgaver før og under rejsen. Det sker også, at Korrådet allierer sig med forældre ved korrejser og andre større arrangementer. Forældre til drengene i koret har altid være rigtig hjælpsomme, når der har været brug for dem. Samarbejdet mellem korråd og forældre har altid været i top.

Copyright © 2022 Christianskirkens Drenge- & Mandskor